Trivsel fylder mere og mere i mit lærerliv.
Jeg er klasselærer og har altid været det. Jeg kunne ikke forestille mig ikke at være det. Det er dér, jeg allerhelst vil være som lærer – tæt på eleverne, relationerne og fællesskabet. På min skole deler dansk- og matematiklæreren klasselærerfunktionen, og det er jeg stor tilhænger af. Det kræver et tæt samarbejde, men det giver også rigtig god mening i arbejdet med eleverne.
Jeg er samtidig velsignet med en makker, som ikke kan beskrives med ord og aldrig vil kunne erstattes.
Men.
Jeg bruger alt, alt for meget af min faglige dansktid på trivsel.
Og jeg er fuldstændig enig i tanken om, at uden trivsel ingen læring. Jeg tror på samtalerne, refleksionen, samarbejdsøvelserne og på at få problemer frem i lyset, så de kan blive set og håndteret.
Men aldrig i mine mange år som lærer har jeg brugt så meget energi på trivselsdelen som nu.
Jeg har på et tidspunkt haft en 6. klasse med 29 elever, hvor flere børn krævede massiv støtte – fagligt, socialt og relationelt. Det blev hurtigt tydeligt, at almindelig klasseledelse ikke var nok. Der skulle arbejdes langt mere systematisk med relationer, fællesskab, struktur og tryghed.
Og det påvirker alt.
Undervisningen. Energien. Klassen. Samarbejdet med hjemmene. Ens egen trivsel som lærer.
For trivsel tager tid. Rigtig meget tid.
Vi arbejdede blandt andet med identitet – både mundtligt, skriftligt, individuelt og i grupper. Vi arbejdede med cases om mobning, mistrivsel og udelukkelse fra fællesskabet. Vi evaluerede ugens gang både individuelt gennem elevdagbog og fælles på tavlen i klassen.
Vi brugte også spillet “Kort og godt” fra Specialpædagogisk Forlag, som fungerede virkelig godt i arbejdet med relationer og klassesamtaler. Jeg tog blandt andet billeder af udsagnene og brugte dem til skole-hjem-samtalerne. Det gjorde samtalerne mere konkrete og gav et fælles sprog omkring barnets rolle i klassen.
Vi arbejdede også med en fast struktureret samtaleform, hvor eleverne fik mulighed for at bringe problematikker fra klassens hverdag op på en tryg og organiseret måde. Det kunne være konflikter, følelsen af at blive holdt udenfor, uro, hård tone eller ting, der fyldte i fællesskabet.
Formen gjorde det muligt at arbejde med svære emner uden, at samtalerne udviklede sig til direkte beskyldninger eller konflikter mellem eleverne. Eleverne skiftedes til at lytte, reflektere og byde ind, mens fokus hele tiden var på oplevelser fremfor anklager, løsninger fremfor skyld og fællesskab fremfor konflikter.
Det krævede tydelig styring og god tid, men skabte ofte langt mere ærlige og nuancerede samtaler, end når problemer blev taget spontant i klassen. Samtidig gav det eleverne mulighed for at øve sig i at lytte til hinandens perspektiver og sætte ord på trivsel og relationer på en mere konstruktiv måde.
Vi arbejdede også med romanen Selfie Simon kombineret med filmen for at tale om grænser, relationer, sociale medier, venskaber og drengestereotyper. Litteratur kan noget særligt i arbejdet med trivsel, fordi eleverne ofte tør tale om svære emner gennem fortællinger og karakterer.
Samtidig indførte vi aflevering af mobiltelefoner om morgenen. Telefonerne blev låst inde og først udleveret ved skoledagens afslutning. Det fjernede ikke problemerne, men det reducerede konflikter omkring Snapchat, TikTok, billeddeling og mobilmobning i skoletiden markant.
Vi arbejdede også med faste læringsmakkere i alle fag. Det gav tryghed, skabte nye relationer og hjalp samtidig lærere med få timer i klassen, fordi makkerrelationerne allerede var organiseret.
Klassen blev også indrettet anderledes med arbejdspladser i forskellige retninger og mindre grupperinger. Enkelte elever sad afskærmet for at mindske uro og forstyrrelser.
Og så holdt vi ekstra forældremøder. Skrev bunker af beskeder hjem. Inddrog ledelse, PPR, psykologer og rådgivere.
På et tidspunkt føltes det ærligt talt som om, vi var løbet tør for idéer.
Den her klasse var kompleks.
Og det kostede på min egen trivselskonto – og på den faglige undervisning.
Men samtidig udvidede det også mit repertoire af trivselsmaterialer, strukturer og erfaringer. For nogle gange er det netop de svære klasser, der gør én klogere på arbejdet med relationer, fællesskab og klasseledelse.
Jeg har derfor gennem årene udviklet og samlet forskellige materialer til arbejdet med trivsel, fællesskab og klassesamtaler. Særligt dialogkort og konkrete trivselsøvelser fungerer godt i mange klasser, fordi de hjælper eleverne med at sætte ord på tanker, følelser, relationer og konflikter på en tryg og struktureret måde.
Mine egne materialer fra Danskfaglighed bliver blandt andet brugt til:
• klassesamtaler
• refleksion og dialog
• relationsarbejde
• bevægelse og samarbejde
• makkerøvelser
• trivselsforløb
• fællesskab og klassekultur
Jeg bruger blandt andet ofte:
• 72 samtalekort til udskolingen – debat, dilemmaer og dialog
• Ja/nej-leg – bevægelse og fællesskab
• Positivt brusebad – trivsel og fællesskab
• Uge 6-samtalekort – trivsel og seksualundervisning
• Stå op hvis du…
• Trivsels-flip flap
Jeg oplever ofte, at konkrete materialer gør det lettere for eleverne at deltage aktivt i samtaler om trivsel – især i klasser, hvor relationerne er udfordrede, eller hvor nogle elever har svært ved at sætte ord på deres oplevelser.
For nogle gange handler trivsel ikke om store projekter, men om tydelige voksne, faste rammer, genkendelighed og vedholdende relationsarbejde.
Men jeg er stadig nysgerrig:
Hvad gør I, når en klasse fylder så meget trivselsmæssigt, at det næsten overtager undervisningen?