Læsning i Junioruniverset

Som læsevejleder deltager jeg altid på 4. årgangs forældremøder. Det er faktisk ret givende som læsevejleder at møde forældre fra en helt ny årgang i mit univers.

Hos os skifter eleverne til Junioruniverset efter 3. klasse — og her sker der samtidig et skift i læsningen. Det er vigtigt, at forældrene er opmærksomme på dette og samtidig fastholdes i, at deres indsats hjemme fortsat er nødvendig. Både gennem opmuntring til den daglige læsning — men også ved at sætte fokus på den faglige læsning.

At lære at læse og skrive fagtekster er ikke længere kun et anliggende for dansklæreren. Med Fælles Mål blev det en opgave for alle fag. Læsning er alle fags moder.

Det gør jeg opmærksom på på forældremøderne og fortæller, hvordan læsningen skifter fra at være en færdighed (“at læse for at læse”) til at være et redskab (“at læse for at lære”).

Jeg viser blandt andet Merete Brudholms gode model om læseforståelse, gennemgår cirklerne og giver eksempler på, hvordan vi arbejder med dem i praksis i JU.

Jeg fortæller om forskellige læsestrategier og viser forskellen på dem i praksis. Jeg giver også eksempler på, hvordan forældre kan arbejde med den sproglige udvikling hjemme — og repeterer det, de har hørt siden 0. klasse:
At læsning er vigtigt.

At læsning er en skal-ting på højde med tandbørstning — og at læsning skal prioriteres.

Vi er så heldige at have abonnement på BookBites i JU, og det synes jeg er genialt. Mange af mine elever elsker appen, fordi de kan læse på telefonen. Jeg gør meget ud af at fortælle forældrene, at det vigtigste for mig er at bevare læseglæden og læselysten.

Hvis eleverne hellere vil læse en bog på telefonen end have den i hånden — så er det helt fint!

Lystlæsning og litteraturarbejde kan sagtens foregå på:
• telefon
• iPad
• computer
• eller i en god gammeldags analog bog

Forældre har ofte en tendens til at mene, at det først er “rigtig læsning”, når barnet har en fysisk bog i hånden — men det er noget pjat ?

Med den indstilling taber vi særligt Junioruniversets læsere på gulvet. Det er jo netop den aldersgruppe, hvor læsekurven ofte dykker. TikTok, Fortnite, YouTube, Netflix og HBO er store konkurrenter — og hvis vi skal bevare ungerne inde i læsningens vidunderlige verden, må alle midler tages i brug.

Vi har ikke råd til at være bogsnopper her ?

Det er selvfølgelig ikke altid det samme, når det gælder den faglige læsning. Her spiller andre strategier og arbejdsformer ind — og nogle ting læres stadig bedst gennem den klassiske lærebog.

Men målet er ikke at mestre digital læsning.

Målet er at bevare læselysten.

I den proces er digital læsning et middel — ikke et mål.

? Mangler du idéer til arbejdet med læselyst?

Så finder du masser af inspiration her:
Læsning

Skriv et svar