Pigen Ellinor begiver sig ud på en rejse for at redde sin 5. undulat, Pipper, som er døende. Undervejs har hun følgeskab af englen Cookie – og Pipper, som skal fragtes til Himmelens port, – lidt udenfor Esbjerg, inden dens sidste åndedrag er taget. På deres vej mod slutmålet møder de forskellige mennesker – hver med deres særlige historie og udfordringer – som Ellinor og englen Cookie.
Alt for Pipper Villumsen er en underholdende roman, der ingenlunde er ‘lige-ud-af-landevejen’ men snarere drøner over stok og sten med bump og finurligheder undervejs.
Bogen kan læses individuelt – men egner sig også godt til højtlæsning.
Ved en oplæsning sikres, måske i højere grad, at eleverne forstår og er opmærksomme på den store brug af ironi og humor, som forfatteren har indskrevet i romanen.
Fælles for mange af opgaverne i forløbet, som er udarbejdet i samarbejde med Christina Rasmussen, er brugen af empati
– man er nødt til at kunne sætte sig i andres sted.
Man kan sjældent begribe andres skæbne… men man kan forsøge.
—
Der er kreative, reflekterende og forståelsesopgaver.
Nogle løses individuelt, andre i fællesskab.
Der skabes stor grobund for de, måske, svære snakke om livet, døden og det at være ensom.
Forløbet er på 48 sider og er målrettet mellemtrinnet.


