Ugens udfordring – når de fagligt stærke elever også skal udfordres
Den sidste nye kvist – eller rettere det nyeste lille blad – på mine kurser i Mælkebøtten er “Ugens udfordring”.
Mælkebøtten er navnet på det læringsrum, jeg selv har skabt på vores skole. Her står jeg for op mod 12 forskellige hold og kurser for elever med meget forskellige behov – blandt andet indenfor ordblindhed, læselyst, trivsel, faglig fordybelse og særlige danskfaglige udfordringer.
Jeg kalder det bevidst kurser.
For det lyder bare anderledes end “supplerende undervisning”.
Det signalerer noget positivt.
Noget man skal til.
Noget man er udvalgt til.
Noget man kan glæde sig til.
Navnet fandt jeg en sen nattetime.
Mælkebøtten symboliserer for mig, at nogle børn blot skal have et lille pust for at kunne flyve frit ud i verden på egen hånd.
Og netop dét er egentlig hele tanken bag rummet.
Da skolerne efter lockouten kunne søge midler, fik jeg 10.000 kr. til at skabe læringsrummet. Jeg brugte pengene på inventar – og valgte stort set alt det gule, jeg kunne finde i IKEA.
Gul er stadig Mælkebøttens farve.
Idéen til “Ugens udfordring” opstod, da en kollega kom og bad om sparring omkring en gruppe elever, der lå meget højt i alle tests. Eleverne var læseglade, nysgerrige og tørstige efter nye udfordringer. Hun havde differentieret på livet løs, men oplevede alligevel, at det var svært at blive ved med at tilgodese deres faglige udvikling i en klasse med meget stor faglig bredde.
Hun ville gerne kunne tilbyde dem noget mere.
Og jeg tror faktisk, mange lærere kan genkende den følelse.
For sandheden er nok, at en meget stor del af vores tid går til de elever, der kæmper fagligt eller socialt. Det skal den også.
Men samtidig må vi heller ikke glemme de elever, der lærer hurtigt, læser langt over niveau eller konstant er klar til næste skridt.
For skoleglæde og trivsel findes også i den faglige top.
Når udfordringerne forsvinder
Jeg oplever nogle gange elever, der:
• læser langt over klassetrin
• staver sikkert
• arbejder hurtigt
• gennemskuer opgaver med det samme
• og sjældent bliver udfordret reelt
Nogle bliver stille.
Nogle mister motivationen.
Nogle lærer at “vente”.
Andre begynder at fylde uhensigtsmæssigt.
For også fagligt stærke elever har brug for:
• modstand
• sparring
• fordybelse
• og oplevelsen af at blive udfordret
Mit eget barn sprang i sin tid en klasse over, fordi nogle dygtige lærere så hendes behov for mere. Det har haft enorm betydning for hendes skoleglæde og lyst til læring.
Det satte også tanker i gang hos mig som lærer.
Hvad er “Ugens udfordring”?
“Ugens udfordring” er et lille kursusforløb for elever, der scorer højt i tests, læser og staver over gennemsnittet og har brug for større danskfaglige udfordringer.
Her mødes eleverne i mindre grupper og arbejder med opgaver og aktiviteter, der kræver mere:
• sprogligt
• analytisk
• refleksivt
• og fagligt
Samtidig oplever mange elever en stor værdi i at møde andre børn på samme faglige niveau.
Det betyder noget ikke altid at være den eneste i klassen, der:
• læser hurtigst
• bliver færdig først
• eller efterspørger mere fordybelse
Vygotsky og zonen for nærmeste udvikling
Hele tankegangen bag kurset bygger blandt andet på Vygotskys teori om zonen for nærmeste udvikling.
Hvis opgaven er for let, sker der ingen udvikling.
Hvis den er alt for svær, opstår frustration.
Men hvis udfordringen ligger lige dér, hvor eleven næsten kan selv – med lidt støtte, refleksion eller sparring – så sker læringen.
Det gælder naturligvis også fagligt stærke elever.
Dette arbejder vi med
På kurset arbejder vi blandt andet med:
• inferensdannelse
• tekstgenrer
• tekststrukturer
• ordforrådsudvidelse
• tegnsætning
• grammatik
• sproglig analyse
• refleksion og fortolkning
Jeg forsøger samtidig at skabe et rum, hvor eleverne mærker glæden ved at blive udfordret fagligt – uden at det bliver præstationspræget.
For nogle af de elever er faktisk enormt vant til:
at kunne det hele hurtigt.
Og derfor kan det også være sundt at møde noget, der kræver lidt mere tankevirksomhed.
De fagligt stærke elever må ikke glemmes
Jeg tror egentlig, de fleste lærere gerne vil give alle elever præcis det, de har brug for.
Virkeligheden er bare sjældent så enkel.
Men måske kan små tiltag gøre en forskel.
Et kursus.
En udfordringsgruppe.
Mere fordybelse.
Mere sparring.
Mere plads til nysgerrighed.
For skoleglæde skal dyrkes i både den faglige bund og top.