Køn i sprog og billeder – undervisningsforløb til udskolingen

45,00 kr. inkl. moms

Køn i sprog og billeder er et undervisningsforløb til udskolingen om køn, identitet og normer. Eleverne arbejder med billedanalyse, Claude Cahun, Barbara Kruger, selvportræt, parafrase, digital ordcollage og egne visuelle produktioner. Et undersøgende og kreativt forløb med fokus på æstetisk dannelse og refleksion.

Køn i sprog og billeder – undervisningsforløb til udskolingen

Hvordan kommer forestillinger om køn til udtryk i billeder, sprog og visuel kultur?

Køn i sprog og billeder er et undervisningsforløb til udskolingen, hvor eleverne undersøger temaet køn gennem billedanalyse, samtale og egen kreativ produktion.

Eleverne møder blandt andet værker af Claude Cahun og Barbara Kruger og arbejder selv med selvportræt, parafrase og digital ordcollage. Undervejs får de mulighed for både at undersøge eksisterende visuelle fremstillinger af køn og selv skabe billeder, der kommunikerer holdninger, tanker og perspektiver.

Forløbet kombinerer billedkunstfagligt arbejde, æstetiske læreprocesser og almen dannelse og har dermed et dobbelt sigte, der kan samles under betegnelsen æstetisk dannelse.

Et aktuelt tema med plads til undersøgelse og refleksion

Køn er noget, eleverne møder overalt – i billeder, reklamer, sociale medier, film, sprog og hverdagens forestillinger om, hvordan mennesker ser ud og opfører sig.

I dette forløb bliver køn gjort til genstand for faglig undersøgelse.

Eleverne skal ikke nå frem til én bestemt konklusion. De skal i stedet observere, analysere, skabe, samtale og reflektere.

Hvordan fremstilles køn visuelt? Hvilke normer og forventninger kan vi få øje på? Hvordan kan et selvportræt udfordre vores blik? Og hvordan kan tekst og billede sammen bruges til at kommunikere et budskab?

Forløbets formål

Målet med forløbet er at fremme elevernes æstetiske dannelse gennem æstetiske læreprocesser og tematisk billedarbejde med køn som omdrejningspunkt.

Eleverne arbejder både receptivt og produktivt. De analyserer andres billeder og visuelle udtryk og omsætter efterfølgende deres undersøgelser og refleksioner til egne produktioner.

Forløbet styrker blandt andet elevernes arbejde med:

  • billedanalyse og fortolkning
  • visuel kommunikation
  • selvportrættet som genre
  • forholdet mellem tekst og billede
  • parafrase
  • digital billedproduktion
  • æstetiske læreprocesser
  • refleksion over køn, identitet og normer
  • formidling af egne visuelle udtryk

Forløbet indeholder

Introduktion og brainstorm

Forløbet indledes med en brainstorm over ordet køn. Her aktiveres elevernes forhåndsviden, associationer og forestillinger, og der skabes et fælles udgangspunkt for det videre arbejde.

Billedkategorisering med billedbank

Eleverne arbejder undersøgende med en billedbank og kategoriserer billeder ud fra deres egne iagttagelser og overvejelser.

Aktiviteten åbner for samtaler om, hvordan vi aflæser mennesker og køn visuelt – og hvilke tegn, normer og forventninger vi bruger, når vi gør det.

Billedanalyse – Claude Cahun

Eleverne møder selvportrætter af Claude Cahun og arbejder med billedanalyse og fortolkning.

Her undersøges blandt andet selvfremstilling, identitet og visuelle udtryk med fokus på, hvordan et selvportræt kan bruges til langt mere end blot at vise, hvordan et menneske ser ud.

Produktion af selvportræt

Med inspiration fra arbejdet med selvportrætter producerer eleverne deres egne.

Her får de mulighed for at omsætte deres faglige undersøgelser til et personligt visuelt udtryk og arbejde bevidst med de valg, der ligger bag en billedproduktion.

Parafrase – Barbara Kruger

Eleverne arbejder med Barbara Krugers karakteristiske samspil mellem tekst og billede og producerer deres egen parafrase.

Arbejdet sætter fokus på, hvordan få ord kombineret med et stærkt visuelt udtryk kan kommunikere holdninger, stille spørgsmål og udfordre beskueren.

Digital ordcollage

Eleverne arbejder videre med forholdet mellem sprog, køn og visuel kommunikation gennem produktionen af en digital ordcollage.

Her får ordene en central rolle i det visuelle udtryk.

Udstilling

Elevernes produktioner samles i en udstilling, hvor de får mulighed for at opleve hinandens værker og se, hvor forskelligt det samme tema kan undersøges og fortolkes.

Ekstraopgave – påklædningsdukke

Forløbet indeholder desuden en ekstraopgave med en påklædningsdukke, som giver endnu en indgang til arbejdet med fremstilling, udtryk og forestillinger om køn.

Fagligt udgangspunkt

Forløbets tema er køn, og arbejdet tager udgangspunkt i LGBTQ+ Danmarks definition af begrebet køn.

Definitionen beskriver køn som et komplekst samspil mellem blandt andet samfundsmæssige forventninger, normer, forestillinger, følelser, udseende, evner, præferencer og karaktertræk samt sammenhængen med det køn, man tildeles ved fødslen.

Definitionen fungerer som et fagligt udgangspunkt for elevernes undersøgelser og refleksioner gennem forløbet.

Målgruppe

Køn i sprog og billeder er udviklet til udskolingen.

Forløbet er særligt relevant i billedkunst og kan samtidig indgå i tværfagligt arbejde, hvor dansk, samfundsfag eller seksualundervisning kobles på temaet.

Supplér forløbet med 100 kort med kønnede ord

Vil du give eleverne endnu mere at tale om, kan forløbet med fordel kombineres med 100 kort med kønnede ord.

Her får eleverne 100 fysiske ordkort i hænderne og kan sortere, sammenligne og diskutere kønnede betegnelser.

Hvorfor siger vi fx karrierekvinde, forretningsmand og husmor? Hvilke betegnelser bruger vi stadig? Hvilke virker gammeldags? Og hvad fortæller ordene om vores forestillinger om køn?

Kortene kan bruges som optakt til forløbet, som en selvstændig samtaleaktivitet undervejs eller som afsæt for arbejdet med den digitale ordcollage.

De 100 kort er trykt på kraftigt chromokarton med farvetryk på begge sider og leveres samlet i æske.

Se 100 kort med kønnede ord.

Arbejd med ét kønnet ord om ugen

De 100 kønnede ord findes også som print-selv-materiale i serien Ugens ord.

Her kan du hænge ét nyt ord op hver uge og bruge fx 5-10 minutter i en fast dansktime på at tage en fælles snak om ordet.

Hvad betyder det? Bruger vi det stadig? Hvilke associationer giver det? Findes der en tilsvarende betegnelse for et andet køn? Og bruger vi de to betegnelser på samme måde?

Det giver mulighed for at lade arbejdet med sprog, køn og normer fortsætte som en lille fast rutine, også efter selve undervisningsforløbet er afsluttet.

Se Ugens ord 8 – 100 kønnede ord.

Tre måder at arbejde med køn og sprog

Køn i sprog og billeder kan stå alene som et samlet undervisningsforløb, men sammen med de to materialer med kønnede ord får du mulighed for at arbejde med temaet på flere forskellige måder:

Undersøg og skab med Køn i sprog og billeder.
Sortér og diskutér med 100 kort med kønnede ord.
Undr jer uge for uge med Ugens ord 8 – 100 kønnede ord.

Tilsammen giver materialerne forskellige indgange til arbejdet med køn, sprog, billeder, identitet og normer – fra den korte ugentlige samtale til det længere undersøgende og kreative undervisningsforløb.