Forløb til Store monstre græder ikke – følelser, venskab og forskellighed i børnehave og 0. klasse
Store Monster kan ikke tåle, at lille monster pludselig er bedre til alting. Og store monstre græder jo ikke … eller gør de? Billedbogen Store monstre græder ikke af Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir rammer lige ned i følelser, de mindste kender fra deres egen hverdag: misundelse, stolthed, at blive drillet og at have brug for trøst.
Forløbet er lavet i samarbejde med Forlaget Vild Maskine og giver dig en færdig ramme om bogen, som du kan bruge med det samme i børnehaven, i 0. klasse eller til et højtlæsningsarrangement på biblioteket.
Dialogisk læsning med fokus på billederne
De mindste er eksperter i billeder. Forløbet bygger på dialogisk læsning, hvor børnene bruger illustrationerne til at forklare, hvordan monstrene har det. Samtalespørgsmålene er korte og åbne, så alle kan være med. Der er ingen rigtige eller forkerte svar – børnene kommer til orde.
Følelser med hele kroppen
Børn i børnehave og 0. klasse lærer med kroppen. Derfor veksler forløbet mellem samtale, bevægelse, leg og kreativt arbejde. Børnene viser følelser med ansigt og krop, øver sig i at sætte ord på dem og arbejder med, hvordan man trøster en ven.
Klar til brug i både børnehave og 0. klasse
Alle aktiviteter kan bruges i begge målgrupper. Særlige idéer til 0. klasse er markeret, så du let kan løfte arbejdet med fx ordforråd, lyd og begyndende skrivning. Brug forløbet samlet over nogle dage eller i mindre bidder – alt efter hvad der passer til din gruppe.
Det får du
- Lærervejledning med baggrund om bogen og forfatterne
- Samtalespørgsmål før, under og efter læsningen
- Lege og bevægelsesaktiviteter om følelser
- Kreative opgaver, der ender i en fælles udstilling
- Forslag til et højtlæsningsprogram på biblioteket
- Kopiark, der er klar til print
Fagligt afsæt
Materialet understøtter temaerne i den styrkede pædagogiske læreplan og børnehaveklassens kompetenceområder – især sprog, social udvikling, krop og bevægelse samt kreative udtryksformer. Forløbet kan også bruges i forlængelse af CFU’s læsekasse Monstermix.


